Min vej ind i fotografi

Da jeg blev 60 begyndte jeg at fotografere – det var et personligt vendepunkt for mig.

Jeg havde på det tidspunkt været igennem et par perioder med strees og lettere depression, og jeg havde mistet mit faste fodfaste på et arbejdsmarked, jeg ikke længere følte jeg passede ind i.

Jeg havde haft ansvarsfulde jobs som både leder og projektleder, men jeg var samtidig havnet for langt væk fra, hvad jeg synes var min naturlige faglighed og et arbejdsliv jeg holdt af.

Jeg havde behov for at hanke op i mig selv og skifte spor. I perioder flygtede jeg ud på landet, til et hus min kone og jeg havde dengang på Samsø. For at slappe af, finde min ro og tænke mig om.

Her begyndte jeg at male fordi det gav mig ro i tankerne. Ikke fordi jeg var super god til det, men fordi det var noget helt andet end hvad jeg havde beskæftiget mig med i mange, mange år. Jeg har siden min ungdom altid haft en kærlighed til at være lidt kreativ ud i det visuelle.  Et behov jeg ikke havde haft tid at forfølge under mit arbejdsliv.

Da jeg var i mine slut teen’s og i starten af 20’erne fotograferede jeg en del. Filmruller og spejlreflekskameraer. Dengang studerede jeg ved Institut for Kultursociologi, hvor jeg, sammen med den studiegruppe jeg var en del af, lavede to lyd/dias-shows som erstatning for skriftlige projektrapporter. Det var dokumentarfotografi, sat sammen i en visuel fortælling. Efterfølgende begyndte jeg at studere Filmvidenskab for at forfølge mine interesser ud ad det spor. Men det fik jeg aldrig færdiggjort, og mit liv tog aldrig den bane. Så kameraet gled i baggrunden.

Den beslutning har jeg aldrig fortrudt. Det har ikke kun været en kæmpe oplevelse på mine egne ture rundt i byen med kameraet i hånden. Det har også været en mental fornøjelse at gå på opdagelse i alle de ting man skal lære og beherske, for at leve op til sine egne ambitioner med at lave billeder. Der er hele tiden noget man kan udfordre sig selv med.

Og det har ikke mindst været fantastisk at stifte bekendtskab med alle de mesterlige fotografer verdenshistorien har skænket os. Dem der har taget turen før en selv, og som har fundet deres unikke visuelle sprog, at glæde alle os andre med. Jeg elsker at se på deres billeder.

Og selvom ens egne evner måske aldrig kommer til at matche de største mestres, tager det ikke glæde væk fra at være undervejs med at lære nyt og udforske ens egen sans for at se og oversætte verden, til en to-dimensionel  virkelighed i alle dens former, skygger og farver. Det er det fotografiet kan.